16. maj 2007
TDC skruer kraftigt op for hastighederne med introduktionen af en ny generation af bredbåndsteknologi på det hjemlige marked. Fra den 1. juni åbner de første centraler for bredbåndshastigheder på op til 50 Mbit/s, hvilket er mere end dobbelt så hurtigt som de hidtil hurtigste forbindelser.
"Der sker en rivende teknologisk udvikling i de her år, og derfor er vi nu i stand til at levere superhurtigt bredbånd over de kobberkabler, som i mange tilfælde blev lagt i jorden længe, før nogen overhovedet havde tænkt på internettet," siger vicedirektør Ole Hvelplund, TDC Branchesalg.
Det er i første omgang kun bredbåndskunder i det centrale København, der på forsøgsbasis får adgang til de hurtige forbindelser baseret på den såkaldte VDSL2-teknologi. Hen over sommeren og efteråret udbygges dækningen yderligere, og senere på året lanceres produktet i en række byområder. Med de nuværende planer forventer TDC, at omkring 400.000 husstande i løbet af et til to år vil være dækket.
"Vi øger dækningen i takt med efterspørgslen og de erfaringer, vi får med teknologien," siger Ole Hvelplund.
De nye høje hastigheder kan bl.a. anvendes til at levere flere samtidige tv-kanaler. Med en hastighed på 50 Mbit/s vil det i fremtiden være teoretisk muligt at sende fire-fem kanaler i HD-kvalitet samtidig til en husstand.
Som dominerende teleselskab er TDC forpligtet til at stille sit telenet og sine bredbåndsprodukter til rådighed for alle udbydere på det hjemlige marked til regulerede engrospriser. Det betyder, at det ikke kun er TDC selv, men også alle andre selskaber, der får mulighed for at tilbyde de nye, hurtige bredbåndsforbindelser.
Yderligere oplysninger til medierne:
TDC’s Pressesekretariat, tlf. 70 20 35 10
TDC's pressesekretariat er åbent alle hverdage i tidsrummet 08.00 til 16.30. Du kan dog altid kontakte os døgnet rundt på 70 20 35 10.
Du er naturligvis også velkommen til at kontakte en af os direkte.
Pressesekretariatet kan ikke besvare kundehenvendelser.
Der henvises i stedet til 80 80 80 80.
TDC A/S
TDC Presse
Teglholmsgade 1, G-455
0900 København C
Tlf.: 70 20 35 10
Fax: 70 23 72 98
E-mail: tdcpresse@tdc.dk