Equal-projektet

Equal-projektet

’Equal - Mangfoldighed og Socialt Ansvar’, er titlen på det partnerskab TDC, DSB, Specialisterne, DR-Undervisning og professor Steen Hildebrandt har gennemført i perioden 2002-2004. Målet var at udvikle et dansk koncept for mangfoldighedsledelse, som forener det forretningsmæssigt fornuftige med varetagelsen af et samfundsmæssigt ansvar.

Equal-projektet blev støttet af Den Europæiske Socialfond med ca. 13 millioner kroner. En væsentlig del af pengene er blevet brugt til at gennemføre pilotprojekter, uddanne mentorer, afholde seminarer og erfaringsudvekslingsmøder osv. Desuden er en del af midlerne gået til at lønne forskere, konsulenter og journalister og video-tilrettelæggere, der undervejs samlede op på resultaterne fra de konkrete initiativer, som TDC, DSB og Specialisterne gennemførte. Desuden er der undervejs blevet brugt mange kræfter på forskellige kommunikationsaktiviteter.

Støtten fra Den Europæiske Socialfond gav os mulighed for at eksperimentere, så vi kunne blive bedre til at se og vise, hvordan forskellighed kan være en ressource og et aktiv i fremtidens virksomhed. Og vi fik mulighed for at samarbejde og indgå i netværk med lignende projekter i Danmark og udlandet. For eksempel har vi haft internationale samarbejdspartnere i Malmø, Bradford og Bremen.

Vi vil gerne dele vores erfaringer med omverdenen. Dem kan du få ved at læse mere om de konkrete initiativer.